14. Jun. 2025 – Sommerafslutning Hos Ungdomsbrandkorpset I Kolding.

Vand for alle pengene…

Der var vand for alle pengene da der var Sommerafslutning hos Ungdomsbrandkorpset i Kolding forleden.

Aftenen startede med bespisning i brandgaragerne hos brandvæsenet på havnen i Kolding, hvor “Madkassen” serverede pølser, hot-dogs m.m. for alle de indbudte fra Ungdomsbrandkorpset samt forældre og søskende.

Der var over halvtreds tilmeldte og alle havde nogle gode timer sammen med flere af “De frivillige” fra det supplerende beredskab.

Efter at den værste sult var stillet blev der arrangeret en vandkamp på arealerne langs Kolding å — og der blev ikke sparret på vandet….

Efter den særdeles våde dyst blev der serveret kaffe, vand og is og så var tiden kommet til uddeling af diplomer og vandrepokaler.

Instruktørerne havde stemt og valgte Rikke som “Årets Ungdomsbrandmand” medens de unge selv havde stemt og valgt Mikkel som “Årets kammerat”.

Ungdomsbrandkorpset er et tilbud til alle unge mellem 13 og 18 år i hele TrekantBrands område.

Det var alt i alt et godt arrangement for alle… 🇩🇰Tillykke med pokalerne🇩🇰