26. Sep. 2021 – Færdselsuheld Med Fastklemte På Horskærvej I Vamdrup.

Bil endte i huset.

En mandlig bilist mistede søndag formiddag herredømmet over sin bil med det resultat at bilen landede med hjulene i vejret halvvejs inde i husets køkken.

Ulykken indtraf på Horskærvej i Vamdrup søndag klokken 09.49 og mandskab fra TrekantBrand, station Vamdrup fik den fastklemte mand ud af bilen inden en tilkaldt ambulance og en læge fik bragt den midaldrende mand på sygehuset.

Husets beboere havde netop nydt en kop kaffe ved køkkenbordet da uheldet indtraf…

Ingen andre end den uheldige bilist kom noget til ved ulykken.

Der er sket så store skader på huset at beboerne nu skal genhuses.

Foruden mandskab fra TrekantBrand, station Vamdrup, akutbilen fra Vamdrup, ambulance, lægeambulance, politi, teknikker fra et el-selskab ankom også et skadefirma til stedet.

Naboer til ulykkesstedet var nogle timer uden strøm.